Huset med de 24 verdener

Huset med de 24 verdener

                        Kapitel 1:

Husets hemmelighed

Regnen stod ned i kaskader. Mørke uvejrsskyer jog over himlen, og tordenen rumlede faretruende i det fjerne, mens lynene kom nærmere og nærmere. Baldrian skuttede sig, mens han spejdede ud fra klippegangens åbning. Dragen havde for længst søgt ly i sin hule. Men om den sov, var et andet spørgsmål. For selv om Baldrian havde gemt sig i klippegangens beskyttende mørke hele dagen, var det som om dragen vidste, han var der.
  Et lyn zig-zaggede over himlen i det fjerne. Baldrian talte langsomt, til han hørte den efterfølgende rumlen. Tiden mellem lyn og torden blev kortere og kortere. Der var ingen tvivl. Uvejret kom nærmere. Hvis han skulle forsøge at snige sig op til hulens indgang, skulle det være nu. Før uvejret var lige over dragens dal. For der skulle ikke mere end ét flammende lyn til at afsløre ham i mørket.
   Det vil sige. Han kunne endnu nå at vende om, før det var for sent. Men han MÅTTE gøre det. For Saroniens skyld. Baldrian gled forsigtigt ned af den glatte, våde klippeside, til han nåede dalens bund.  Her var jordbunden allerede ét vådt ælte. Der var ingen steder at skjule sig, men han blev nødt til at gå gennem dalen og forbi alle de forstenede mennesker for at nå frem til hulens indgang. Hvis dragen kiggede ud nu, turde han ikke tænke på, hvad der ville ske. Måske ville han snart være endnu en stenstøtte. Som alle de andre uheldige. Måske sad dragen lige nu oppe i sin hule og holdt øje med ham, mens han nærmede sig. For hvad nu, hvis den kunne se i mørke?
   Baldrian turde slet ikke tænke på det. Eller på, hvad han skulle gøre, når han først nåede op til hulen. For hvem vidste, om han overhovedet kunne komme ind for dragen. Om den lå på lur lige inden for hulens åbning. Klar til at tage ham.

   Christoffer så ulykkeligt på sin lillebror. Det værste var, at han ikke kunne gøre noget. Kun sidde på hospitalet og se passivt til, mens Thomas blev dårligere og dårligere. Og til morgen havde han det så forfærdelig skidt. Var slet ikke vågnet. Det var ikke til at bære. Derfor var Christoffer taget hjem med Mia og hendes mor, da de var kommet for at se til Thomas. Meningen var så, at de skulle køre ham tilbage til hospitalet igen til aften.
   Christoffer var glad for at komme væk, da de tog af sted. Men nu havde han slet ikke lyst til at lege, og det kunne Mia mærke. I stedet lå de på deres yndlingsbakke og lod sig brune af solen, mens de kiggede ud i luften på skyerne, der sejlede forbi.
   Mia gik i klasse med Christoffer. Hun var langbenet med langt, rødt hår, havde store, grønne øjne og et væld af fregner på næsen. Når hun lå der og strakte sig i solen, kunne hun godt minde om en smidig kat. Christoffer vidste, hun var stærk som nogen dreng og stædig som bare pokker. Men det sidste var han jo selv. Stædig. Det sagde hans bror, Thomas, i hvert fald.
   Thomas!
   Christoffer fik en stor klump i halsen, når han tænkte på ham. Følte sig slet ikke stærk. Faktisk spekulerede han på, om han var en dårlig storebror sådan at gå fra hospitalet. Syntes slet ikke, han havde lov til at lege og le. Sådan havde han tit haft det på det sidste.
   ”Synes du, jeg er en dårlig storebror?”

                                                           - 2 -

   Christoffer pillede et par småsten op og gav sig til at kaste til måls efter en sammenkrøllet cigaretpakke, mens han ventede på svaret.
   ”Hvorfor i alverden spørger du om det?” ” Du er en GOD storebror.”
Mia satte sig op.
   ”Hvis jeg var en god storebror, var jeg blevet hos Thomas.”
   ”Sådan noget vrøvl. Du kan da ikke gøre for, at Thomas er syg. Du har gjort mere, en man kan forlange af dig. Du kan ikke være hos ham hele tiden. Du bliver nødt til at have et frikvarter engang imellem. Ellers bliver du også syg.”
   Mia så bekymret på Christoffer. Han var en slank og smidig dreng på 13 år med lyst hår og grå-blå øjne. Han var iført T-shirt, cowboybukser og basketstøvler. Normalt ville han have været godt solbrændt allerede nu. Han var ikke typen, der lå hjemme og læste bøger, når solen skinnede. Men lige nu lignede han en bleg bogorm. Og endnu værre. Han havde slet ikke lyst til at lave noget som helst. Han, som altid var i evig bevægelse.
   ”Jeg føler det, som om jeg er flygtet fra hospitalet.”
   ”Du trængte til at komme lidt væk, og du har kun været væk et par timer.”
   ”De siger ovre i skolen at Thomas skal dø.”
   ”Hvad ved de om det? Har dine forældre måske sagt, at han skal dø?”
   ”Nej. Jeg VIL heller ikke tro det. Men... Thomas tror selv, han skal dø.”
   ”Har han sagt det?”
   ”Ja. Han taler tit om det. Han vil bare ikke ha´, at andre siger det til ham. Han håber stadig.”
   ”Det er sjældent, børn dør.”
   ”Jeg ved det. Men jeg er bange.”
   Det sidste var svært at sige. Bange. Jo, han var bange. Han havde bare ikke villet indrømme det over for sig selv før nu. Og slet ikke over for andre. Men Mia var så god at tale med. Hun forstod. Og hun ville ikke sladre til andre.
   ”Det skal nok gå. Far kommer snart og henter os. Så kan du komme tilbage til hospitalet.”
   Mia gav Christoffers hånd et klem. Følte hun bare havde givet Christoffer en sludder for en sladder. Anede ikke, hvad hun skulle sige for at trøste ham. Alligevel virkede han lidt mindre trykket nu, og de tav lidt, mens de lå og kiggede på skyerne, der sejlede over de blå-blå himmel.
   Skyerne var særlige i dag. De lignede alle sammen store drager, syntes Christoffer. Smukke og faretruende.
   Og solen. Den havde bagt i dagevis. Gjort den sandede jord dejlig varm og tør at ligge på. Også nu, hvor skyggerne var ved at blive lange.
   Christoffer rullede om på maven. Et strå kildede hans kind. Nede mellem græsstråene pilede en myre af sted. En mariehøne sag og solede sig på et blad. Så lettede den pludselig og fløj af sted med retning mod bjælkehuset nede mellem træerne. Christoffer skottede derned.
   Bjælkehuset var lavet i norsk stil, sortmalet med groft tilhuggede bjælker, stue og første sal. Det havde altid haft en særlig dragende virkning på dem, som det lå og puttede sig mellem de høje, mørke graner. Det var nok fordi, der gik så mange mærkelige historier om det. Ingen vidste, hvem der boede der, selvom der var en velholdt køkkenhave fyldt med grønsager. Rygterne sagde, at beboerne kun kom ud om aftenen. Man så heller aldrig nogen ved huset. Men nogen måtte vel holde køkkenhaven.

                                                           - 3 -

    ”Jeg synes, jeg så Ming-Mang nede ved Huset.”
  Mia pegede med det græsstrå, hun lige havde ligget og suttet på.
   ”Ming-Mang?”
   Christoffer satte sig op og børstede lidt af den sandede jord af blusen. Hans kat havde været væk i flere dage, og han var bange for, at der var sket noget med den. Han spejdede en ekstra gang ned mod huset. Og ganske rigtigt. Dér var sad hans kat. Eller en kat, der lignede Ming-Mang. I skyggen henne ved døren.
   ”Ming-Mang! … Ming-Mang! .. Mis-mis-mis! Ming-Mang! Kom nu!”
   Christoffer forsøgte at kalde. Katten rørte sig ikke ud af stedet. Så Christoffer og Mia rejste sig og begyndte langsomt at gå ned mod den.
   Katten miavede højt, da de nåede helt ned til den lille have foran Huset. Så vendte den sig brat om, og gik hen til døren, der stod på klem. Her kiggede den sig et kort øjeblik tilbage over skulderen og slog et slag med halen, inden den forsvandt ind i Huset.
   ”MING-MANG!!! Din pokkers kat! Kom ud! Du må ikke gå der ind!”
   Christoffer var nu helt sikker på, at det var Ming-Mang. Men hvad skulle den dog i det hus? Den der aldrig ville snakke med fremmede.
   ”Den vil ha´, vil følger efter den,” udbrød Mia. ”Kom! Den vil vise os noget.”
   Mia løb hen til døren og standsede kort lige uden for.
   ”Kom nu!”
   ”Du er ikke rigtig klog! Vi kan da ikke bare trave ind ad døren til vildt fremmede mennesker. Da slet ikke i DET hus.”
   Christoffer kunne ikke li´ det. Men Mia var allerede listet ind ad døren efter katten. Det ene øjeblik var hun der. Det næste øjeblik var hun væk. Som om hun forsvandt i et sort hul. 

   Da Mia fulgte efter Ming-Mang ind i Huset, var det fordi, hun var helt sikker på, at katten ville have dem med. At den ville fortælle dem et eller andet. Derfor handlede hun instinktivt og uden at tænke først. Hun hørte ikke engang Christoffers advarende råb, men fulgte hurtigt efter katten ind gennem døren.
   Inden for stoppede hun og så betaget på den smukke forstue, hun var kommet ind i. Hendes blik blev straks fanget af et stort stander-ur lige over for døren. Og midt på gulvet foran uret sad Ming-Mang og slikkede sig.
   ”Det var du længe om. Hvor har du gjort af Christoffer?”, spurgte katten, mens den gned sig bag det ene øre med poten.
   Mia troede ikke sine egne ører. Katte kunne da ikke tale!?
   ”Kommer han snart?”, fortsatte katten og holdt nu op med at slikke sig for helt at koncentrere sig om Mia.
   ”Du taler jo!” udbrød Mia og faldt på knæ foran katten.
   ”Ja. Selvfølgelig taler jeg,” svarede Ming-Mang fornærmet. ”Det er kun i jeres verden, jeg ikke kan tale. Og jeg kan godt sige dig, det er skide irriterende engang imellem sådan at skulle lege gætteleg med jer for at få ordnet det mindste. Men her kan jeg tale med dem, jeg har lyst til. Og gider jeg ikke tale med nogen, lader jeg bare som om, jeg ikke kan tale. Det er nemlig ikke alle her, der ved det. Altså at dyr kan tale. Det er noget, man skal have gjort sig fortjent til.”
   ”Og jeg har gjort mig fortjent til det?”

                                                           - 4 -

   ”Nej. Ikke specielt. Men Skyggefolket har brug for hjælp, og jeg stoler på dig og Christoffer.”
   ”Skyggefolket?! Hvem er Skyggefolket?”
   ”Det får du at vide, så snart Christoffer dukker op. Jeg håber snart, han får snøvlet sig her ind – før, det er for sent.”
   ”Hvad mener du med for sent?”
   ”Det skal være inden klokken tre,” svarede Ming-Mang og kiggede over mod det store ur, hvor klokken snart var tre.
   ”Jamen. Vi kan da bare løbe ud efter ham,” foreslog Mia. ”Kom!”
   ”Stop! Det er ikke så let, som det ser ud til,” sagde Ming-Mang alvorligt. Se ud af vinduet.”
   ”Årh, sludder!” svarede Mia og sprang hen og rev døren op. Det var meningen, hun ville have drillet Christoffer lidt, men ordene stivnede på læben. For uden for var hverken Christoffer eller den velkendte bakke, de for lidt siden havde ligget på. Eller haven foran Huset. En hest stod bundet til en pæl uden for, og en støvet vej snoede sig væk mellem nogle grønne bakker med skov og krat. Og ikke et hus så langt øjet rakte.
   Mia smækkede døren i.
   ”Jeg sagde jo, at det ikke var så lige til,” sagde Ming-Mang, og fortsatte med at slikke sig på maven. ”Jeg håber virkelig, han snart får taget sig sammen.”
   ”Hold så op med bare at sidde dér og smukkesere dig!”
   Mia var både bange og rasende.
   ”Christoffer er væk. Haven er væk. Bakken er væk. Alting er væk. Ja. Hele verden er anderledes uden for. Og du sidder bare der og slikker dig, mens du beklager dig!”
   ”Man skal bare ud på det rigtige tidspunkt for at komme ud i den rigtige verden.” Ming-Mang holdt et kort øjeblik op med at slikke sig. ”I dit tilfælde kan du først komme hjem til aften. Så du kan lige så godt hjælpe til her først. – Jeg håber virkelig, Christoffer snart får taget sig sammen til at komme.”
   ”Jeg drømmer,” mumlede Mia og kneb sig i armen. ”Det her er kun en drøm. Om lidt vågner jeg.”
   Mia kneb øjnene sammen, mens hun talte, og åbnede dem så igen i håb om, at hun lå hjemme i sin seng. Men nej. Ming-Mang sad stadig og så indtrængende på hende. Og bag ved gik uret: Tik-tak, tik-tak.
   Mia så sig søgende om i værelset. Hendes blik standsede ved vinduet i venstre side. Det blev bogstavelig taget frosset fast ved synet af de sneklædte bjerge og den fygende sne uden for.
   Så vendte hun sig mod vinduet i den modsatte side, hvor junglen voksede tæt.
”Overvældende, ikke?” spurgte katten. ”Jeg ved godt, det ikke er til at forstå. Men sådan er Huset altså. Til højre kan du se lige ud i Saroniens sydlige jungle. Til venstre kan du se Saroniens nordlige bjerge. Og døren fører ud i Saroniens hjerte. Altså inden klokken tre.”
   Mia kastede et blik på urskiven. Klokken var et par minutter over halv tre. Og stadig ingen Christoffer. Måske turde han slet ikke gå ind i Huset?
   I det samme gik døren op bag Mia. Inden hun nåede at reagere, var Ming-Mang smuttet ind mellem benene på hende og væk ud af Huset.
   ”Hvor heldig kan man mon være?” lød en grov stemme. ”Her har vi hele dagen været på jagt efter en køn pige med langt, rødt hår. Og så står hun her i Huset og venter på os.”
   Mia snurrede rundt. Inden for døren stod fire mænd og stirrede vurderende på hende.

                                                           - 5 -

   ”Og hun har grønne øjne!” sagde den ene. ”Lige, hvad Usomir har efterlyst. Tror I ikke, den små Jakomir bliver glad for hende? Så ung og uspoleret. Og så køn!”
   Han lo råt, mens han greb ud efter Mia. ”Hør her min snut. Er du alene i Huset. Eller gemmer der sig flere overraskelser?”
   Mia forsøgte at rive sig løs, men manden holdt fast. ”Så, så. Hvor skal du hen min snut.”
   Mia stirrede rasende på ham: ”hvad kommer det dig ved? Du bestemmer ikke over mig. Slip mig!” råbte hun, mens hun sparkede ud efter ham. Manden udstødte en kraftig ed, da hun ramte ham over skinnebenet.
   ”Hvad fanden… sådan en lille slavetøs,” hvæsede han, mens han brutalt vred armen om på Mia. ”Du har bare at holde dig i ro og gøre, som du får besked på. Det kan du lige så godt lære én gang for alle, når du har med os at gøre.”
   Han skubbede hende hårdhændet i retning af trappen, mens han snerrede en ordre.:
   ”Se lige efter, om der er nogen i værelserne her nede, og skynd jer så op.”
   Der var en stor stue oven på med udsigt til alle sider af Huset. Uden for stod fem dampende heste bundet til en pæl og nippede til det græs, de kunne få fat på. Solen skinnede eftermiddagsvarmt. På en slagbænk i stuen lå en sortklædt mand. Han rejste sig, da de kom ind:
   ”Nå. Det lykkedes jer endelig. Så er det vel tid at komme af sted. Vi kan lige nå det.”
   De gik hen mod et hjørne af stuen, hvor fire bunker våben, brystplader, benbeskyttere og armbeskyttere lå klar. De sidste af mændene kom op nedefra, og Mia blev smidt hen i en stol med ordre om at holde sig i ro, mens de iførte sig deres panser.
   Det var først nu, Mia fik lejlighed til rigtigt at betragte sine fangevogtere, mens de spændte brystpanser, arm- og ben-beskyttere på.
   Deres øjne var kolde som slangers. De var alle sammen høje, kraftige mænd med en brutal udstråling, der fortalte enhver, at her skulle man hverken forvente hjælp eller nåde. Og da de nåede til deres hjelme, var Mia glad for, at hun havde set dem uden. For ellers ville hun have været skræmt fra vid og sans. Hjelmene var formede som kranier. De var i skinnende stål og gik helt ned til munden. Og da de sorte kapper til sidst kom på, lignede de mest af alt dødninge.

Uden for Huset tøvede Christoffer stadig. Han var bange for at møde dem, der boede i huset. Men på den anden side. Når Mia var gået der ind, måtte han også gøre det. Han kunne i hvert fald ikke lade hende i stikken. ”Mia?! Ming-Mang?!”
   Christoffer kaldte endnu engang forsigtigt, lyttede lidt efter svar, men kunne ikke høre noget.
   ”Mia!”
   Han kaldte lidt højere, mens han prøvede at kigge gennem døren og ind i det mørke hus. Men der skete stadig ikke noget. Han prøvede også at se ind gennem vinduet ved siden af døren, men også det var uden resultat. Der var helt mørkt. Mærkeligt mørkt midt på dagen.
   Christoffer lyttede igen og fik en underlig fornemmelse af, at Huset ligesom ventede på ham. Han kom uvilkårligt til at tænke på alle de historier, han havde hørt om Huset. De sagde henne i skolen, at der engang imellem kom mærkelige monstre ud ad døren. Men det var selvfølgelig noget værre pjat. Noget man sagde for at gøre de små bange.
   Christoffer skottede til vinduet, der stirrede blindt igen. Så skubbede han forsigtigt døren helt op og tog målbevidst et skridt ind i huset.

                                                           - 6 -

   Det overraskede ham, hvor lyst der var, så snart han var inden for. Så han lagde slet ikke mærke til, at døren gled stille i bag ham. For få sekunder siden havde han forsøgt at se ind i en sort intethed, og nu stod han i en stor forstue, der strakte sig fra den ene side af huset til den anden.
   Der var to døre i trævæggen, der skilte forstuen fra resten af huset. Bjælkerne i loftet var fint udskårne. På væggen var der malet fine blomsterranker, og midt i hallen, op ad skillevæggen, stod et smukt stander-ur med en træbænk på hver side. Urskiven var fyldt med små, mærkelige malerier – ét ved hvert timetal. Det vil sige. Ved klokken 12 var der i stedet et rundt hul i urskiven. Her igennem kunne han se en malet drage.
   Christoffer trådte nærmere uret og betragtede dragen. Så kom han atter i tanke om Mia og katten og kiggede undersøgende rundt i rummet.
   Til højre for døren stod en stor dragkiste, og i den ene ende af rummet førte en trætrappe op oven på. Urets store pendul gik tungt: Tik-tak, tik-tak. Frem og tilbage. Malede tiden på en næsten hypnotisk måde. Ellers var der helt stille i Huset. Og ikke så meget som et glimt af Mia eller katten.
   Christoffers blik gled opad og blev pludselig fanget af en mærkelig inskription på væggen over uret:
   ”Tiden viser vejen i Huset med de 24 verdener.”
   Huset med de 24 verdener… Hvad i alverden mente man med det. Christoffer stod lidt og kiggede på de smukt svungne bogstaver. Så blev han opmærksom på Husets mærkelige, afventende atmosfære og det underlige lys i rummet. Han vendte sig halvvejs om, og hans blik blev fanget i et kort, chok-agtigt glimt af vinduet i den venstre side af værelset. Uden for rejste sig høje, sneklædte bjerge, og sneen dalede tæt over et eventyrhvidt landskab.
   Christoffer glippede med øjnene. Så vendte han sig om og kiggede ned mod det modsatte vindue. Og nu blev han helt dårlig. Han vidste simpelthen ikke, hvad han skulle tro, mens han forsigtigt nærmede sig det. Uden for lå en tropisk jungle. En mangefarvet papegøje sad på en gren og pudsede sine vinger, og en smal sti snoede sig ind mellem de frodigt-grønne træer.
   Christoffer trådte forskrækket et skridt tilbage. Så fór han hen til vinduet ved siden af døren. Men her ventede ham endnu et chok. Uden for var et mærkeligt marsklandskab. Øde og forblæst. Og det begyndte så småt at regne der ude.
   Han vendte stakåndet ryggen til vinduet, mens han støttede sig op ad vindueskarmen. En eller anden drev gæk med ham. Det måtte være film. Trickbilleder.
   Han tog fat i dørhåndtaget og rev døren op. Men havde han været ude af sig selv før, var det intet imod, hvad han følte nu. Haven, grantræerne, bakken, de havde ligget på for indtil få minutter siden, var væk. I stedet førte en snoet, støvet vej væk mellem nogle grønne bakker med skov og krat så langt, øjet rakte. Og fem heste stod bundet til en stolpe uden for.
   Christoffer smækkede døren i. Han stod et øjeblik helt stille og rystede over hele kroppen. Tog et skridt tilbage i lokalet, mens han fortsatte med at stirre vildt på døren, som om den hvert øjeblik kunne forandre sig for hans øjne. Til sidst gled han langsomt ned i siddende stilling. Det var en drøm! Det måtte være en drøm. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Sad bare og lyttede til det store standurs manende tikken.

                                                                - 7 -

   Oven på blev Mias tankerække afbrudt af lyden af en dør, der smækkede neden under. ”Christoffer!” Navnet fór gennem hendes hoved. ”Bare de nu ikke opdagede ham, så han også blev fanget.”
   ”Afgang. Tiden skifter snart. Og det lyder, som om der er gæster neden under.”
   Anføreren hev Mia op af stolen, og så begav de sig alle sammen nedenunder. Mia protesterede rasende i håb om, at Christoffer ville høre det og ane uråd:
   ”Av! Det gør ondt!”
   ”Hold kæft! Ellers kommer det først til at gøre ondt,” hvæsede manden. Og Mia tav klogeligt.
   Mellem urets tikken neden under kunne Christoffer pludselig høre noget andet. Lyde oven på. En eller anden gik tungt hen over gulvet med retning mod trappen. Christoffer kunne mærke panikken brede sig helt ud i fingerspidserne. Han sprang op. Fór hen til den ene af dørene i langvæggen, lagde øret mod den et kort øjeblik og listede den så forsigtigt op.
   I værelset var en seng, et bord og en stol. Men der var ingen steder at gemme sig. Og uden for vinduet så han et forvredet, vulkansk landskab, der strakte sig så langt, øjet rakte.
   Christoffer smækkede døren i. Han så sig endnu engang desperat om. Han kunne høre trinene var stoppet næsten henne ved døren til trappen oven på. Og nu hørte han Mias protesterende stemme. Den lød både vred og bange men blev afbrudt af en rasende, snerrende mandsstemme.
   Christoffer turde ikke blive stående længere. Han turde heller ikke gå ud eller åbne den sidste dør. Så kom han i tanke om den store dragkiste, og i ét spring var han henne ved den, rev låget op og hoppede ned i den, mens han trak låget i efter sig.
   Det var lige akkurat i sidste øjeblik. Samtidig med, at han smækkede låget i, blev døren åbnet oven på, og Christoffer kunne høre nogen komme ned ad trappen. Der var flere end to. Det var nok ejerne af de fem heste uden for. Skridtene lød faretruende.
   Christoffer hørte atter stemmen fra før.
   ”Se lige efter i de andre rum. Jeg er sikker på, at jeg hørte nogen her nede. Som en dør, der smækkede. Så vi må hellere sikre os, at vi er alene i huset med den lille frøken Nysgerrig her. Men skynd jer. Vi skal være ude inden klokken tre.”
   Christoffer var udmærket klar over, hvem han mente med ”frøken Nysgerrig”. Egentlig et meget passende navn for Mia. Christoffer var stærkt fristet til at lette lidt på låget og kigge ud. Men han turde ikke. I stedet kiggede han ud af nøglehullet, mens han sad helt musestille og håbede på, at ingen ville kigge ned i kisten.

 Mia åndede lettet op, da hun kunne konstatere, at hallen neden under var tom. Til gengæld bekymrede det hende, hvordan hun nogen sinde skulle få fortalt Christoffer, hvor hun var. Eller sine forældre. Den eneste, der kunne hjælpe hende nu, var en selvoptaget kat, som åbenbart havde mest travlt med at slikke sig ren og så hjælpe et eller andet mystisk skyggefolk. Så hun måtte hellere hjælpe sig selv. Vente på en chance til at komme væk og efterlade et tegn i tilfælde af, at Christoffer skulle dukke op i Huset.
   Så mens mændene havde travlt med at undersøge værelserne ved siden af, så hun sit snit til lige så stille at liste sit armbånd af – det armbånd, hun havde fået af Christoffer i fødselsdagsgave. Det ville hun smide uden for Huset i håb om, at han fandt det ude i denne nye verden. På den måde ville han vide, at hun var der.

                                                              - 8 -

   Mændene kom ud fra værelserne igen. De havde ikke fundet noget som helst og blev derfor enige om, at det havde været vinden, der havde fået døren til at smække.
   Anføreren så sig om endnu engang, så kastede han et blik på uret:
   ”Så er det med at komme ud! Billedet på uret er ved at skifte. En ny verden er på vej ind. Vi må hellere komme ud i vores egen inden det sker.
   Mia så også op på uret. Der var et billede af en meget smuk drage i hullet i urskiven. Den store viser var ved at nærme sig 12, så klokken om lidt slog tre. Dragebilledet var på vej til at blive skiftet ud med et nyt. Og havde hun været bange før, så var det ikke noget mod hvor skrækslagen, hun nu blev. For hvis hun skulle tage anførerens ord bogstaveligt, var verden uden for ikke bare en anden verden end den, hun kom fra. Den ville skifte igen om få minutter. Og hvad så med Christoffer. Han ville aldrig finde hende. Og han ville måske fare vild Gud-ved-hvor.
   Mias tanker blev afbrudt, da anføreren pludselig rev hende hårdt i armen. Et øjeblik efter kastede hun et sidste blik på bjælkehuset, inden de red af sted ud ad den støvede vej. Hun sad foran på en af hestenes og vidste, at hun ikke fik nogen mulighed for at stikke af, så længe de red.

Christoffer havde siddet og hørt mændene trampe rundt. Han kunne endnu høre lyden af den truende stemme fra den mand, som måtte være anføreren.
   ”Du tager tøsen med på din hest. Og lad os så se at komme af sted. Fyrst Usomir venter os. Han bliver nok glad for denne lille gave til prins Jakomir…”
   Fortsættelsen forsvandt i en rå latter, og så var de ude ad døren. Christoffer kunne høre den smække. Han sad lidt endnu. Bare for at være HELT sikket på, at alle var væk. Så turde han ikke vente længere, for han tænkte på, hvad de havde sagt om uret og verden uden for. Han lettede forsigtigt på låget. Rummet var tomt. Urets store viser nærmede sig 12, og han fik en underlig fornemmelse af, at det nu hastede med at komme ud. For lige om lidt slog uret tre.
   Christoffer kravlede hurtigt ud af kisten, slog låget i og sprang hen mod døren blot for at blive stående et øjeblik grebet af frygt. Eller: Hvad nu hvis der var en helt ny verden uden for? Hvad hvis mændene stod og ventede på ham?
   Bag ved ham begyndte uret at brumme, som om det skulle til at slå. Han kendte den lyd fra hans onkels og tantes gamle ur, og i tankerne hørte han atter den grove stemme sige, at de skulle være ude inden klokken tre.
   Christoffer følte nu en svag dirren under fødderne. Hele huset føltes med ét levende, og Christoffer vidste pludselig, at han ikke havde noget valg. Han måtte se at komme ud. Lige meget hvad. Og han greb vildt i håndtaget, flåede døren op og sprang ud.
   Uden for var alle hestene borte. Han kunne se dem forsvinde i fuld galop mellem bakkerne. Han nåede kun lige at se et glimt af Mias lange, røde hår. Så var rytterne væk.
   Christoffer så sig søgende omkring. Rundt om huset voksede nogle tætte buske. Han valgte at gemme sig mellem dem, mens han overvejede, hvad han nu skulle gøre. Han anede ikke, hvor han var, eller hvordan han skulle komme hjem igen.
   Og hjem ville han. Hjem til Thomas, mor og far. Men ikke uden Mia. Han kunne ikke komme hjem uden hende. Hvordan skulle han forklare det? Han kunne ikke bare lade hende i stikken. For hvem skulle ellers hjælpe hende?